Først og fremmest, så vil jeg starte ud med at erklære, at jeg er kæmpe fan af Avril Lavigne. "Let go" er den dag i dag, stadig én af de cd'er i samlingen der betyder allermest, og som jeg jævnligt stadig finder frem og lytter igennem. Siden da har jeg købt stort set alt hvad jeg har kunnet få fingrene i, både hvad angår singler og albums. Det har derfor været med meget store forventninger, at denne plade blev sat i afspilleren.

Det er meget specielt at anmelde denne cd, og derfor vil jeg nok mere eller mindre komme ind på alle numrene, og knytte en kommentar eller to :-)

Hun prøver en del forskellige ting af på pladen. Både hvad angår lyd, stemning og ikke mindst samarbejdet med Marilyn Manson, på "Bad girl". Mere om dét nummer, senere. Men generelt er pladen en meget blandet omgang. Nogle gange fungerer det, og andre gange synes jeg det falder helt til jorden.

Cd'en ligger ud med de to første singler, dog i omvendt rækkefølge af, hvornår de er udgivet. Det vil sige "Rock N Roll" som nummer ét, og "Here's to never growing up" som nummer to. Begge er gode popnumre og jeg synes de ligger rigtig godt til Avril og den stil hun tidligere har kørt. Meget catchy hvis man kan lide godt produceret popmusik :-)

Et nummer som "17", tænker jeg skulle lede lytterens tanker tilbage til da denne selv var 17. Men for mig personligt, fungerer der overhovedet ikke. Dog KAN det måske være fordi jeg ikke er pige, hvad ved jeg ;-) Det er da en fin sang og en okay melodi, men den siger mig absolut intet. Og så er det bare underligt, at der på en plade der udgives i november måned, er et nummer der hedder "Bitchin' summer", som i mine ører slet ikke har potentiale til at blive et sommerhit (uden at vide om det på et tidspunkt er hensigten?). Derudover bliver Avril lige lovlig meget gangster, med linjen: "If we don't get harassed by the motherfucking cops", som jeg slet ikke synes passer til hende.

Og vi kommer jo nok ikke uden om det. Det giver jo nærmest sig selv, at hendes mand og forsanger i Nickelback, Chad Kroeger, har været inde over en stor del af pladen. Inklusiv den for mig intetsigende duet "Let me go". Nickelback har da lavet et par fine sange for en 10 års tid siden, men når jeg køber en Avril Lavigne plade, så er det altså for at høre hende. Men heldigvis kan man da hoppe videre til næste sang :-)

Som lovet vil jeg nu komme lidt ind på sangen, "Bad girl" feat. Marilyn Manson. Nu ved jeg godt at jeg lige har sagt at jeg ikke gider høre på andre end Avril Lavigne, når det er hendes plade jeg køber, men det er måske primært fordi "Let me go" er en pivringe sang :-P Så er "Bad girl" noget helt andet. Stemningen er markant anderledes, og omkvædene kører helt oppe i det toneleje, som kun Avril kan komme op i. "Bad girl" attituden kan virke lidt påtaget, men jeg synes det er et frisk pust og for mig fungerer det faktisk rigtig godt.

"Hello Kitty" burde kun være udgivet på den japanske version af cd'en. Ser ingen relevans for sangen i vores del af verden. Det er fint at prøve nogle ting af med hensyn til stil og andre virkemidler (f.eks. den afskyelige brug af dubstep), men nogle gange burde åbenlyse malplacerede numre stoppes og smides væk! Faktisk er produktionen og melodien slet ikke dårlig, men "Come come, kitty kitty, you're so silly silly" kan bare ikke tages seriøst. Det eneste fede ved sangen er at Avril slutter c-stykket af med et kælent "Miaow" ;-)

På de sidste tre numre, "Hello heartache", "Falling fast" og "Hush hush", er det lidt som at være "hjemme igen". Især de to sidste, er bare hamrende gode popsange, som jeg er overbevist om, at jeg stadig kan høre flere år fra nu. I kategorien "stille popsange" er de to helt klart blandt de bedste jeg har hørt de sidste mange år, uanset kunstner. De er ikke på niveau med "I'm with you", men for mig, er de uden tvivl pladens to bedste numre.

Cd'en er sådan generelt en lidt blandet fornøjelse. De to singler, og de førnævnte sidste tre numre, er for mig klart det der holder denne cd oppe. Misforstå mig ikke, der er mange fine sange. Produktionerne og Avril's vokal kan der ikke sættes en finger på. Men for mig virker det bare som om, at flere af sangene er "placeholders" og hvor lyrikken bare ikke siger mig noget som helst, og det er en skam. Jeg har haft ekstremt høje forventninger til denne udgivelse, men det rækker desværre kun til en middelkarakter.